Menu

Flot 2. Plads til U13 Pigerne ved Jysk Mester i indendørs

image
23. marts 2020 kl. 22:06

I weekenden d 29. februar - 1. marts 2020 deltog U13 pigerne fra Tarp Boldklub i Jysk Mester i indendørs i A-rækken. Pigerne havde gennem DBU Jyllands indendørsturnering kvalificeret sig til mesterskabet i A-rækken sammen med de 3 bedst placerede hold i hver af de 4 regioner.

7 piger drog afsted, som repræsentant for U13 pigerne, lørdag d 29/2 til Skærbæk Fritidscenter, som dannede rammerne for afviklingen af Jysk Mester i U13 rækken for hhv drenge og piger i både A og B-rækken. Med sig havde de oppakning, sommerfugle i mave og godt humør.

Pigerne lagde hårdt ud lørdag med at møde Lyseng fra Århusområdet, som på pigesiden må betragtes som værende en af de store klubber. Pigerne kom lidt skidt fra start og måtte gå fra banen med et nederlag på 6-2. Kendetegnende for pigerne er bl.a. deres evne til at rejse sig igen, hvilket de viste med flot fodboldspil som førte til en sejr på 5-2 over Tjørring. Den sidste kamp lørdag var mod Romalt fra Randersområdet, hvilket blev en rigtig spændende kamp der med vilje og holdånd endte med en flot sejr på 1-0.

Efter 3 intense kampe, hvor pigerne havde bragt sig i en god position, var det tid til aftensmad inden pigerne gjorde brug af Skærbæk Fritidscenters svømmehalsfaciliteter i 2-3 timer. Herefter blev sukkerdepoterne fyld til bristepunktet og der blev hygget, snakket, flettet hår, grinet og spillet bold med de andre hold inden lyset i hallen blev slukket kl 23 –dermed ikke sagt at der var ro i hallen.  

Efter en ”god” nats søvn var pigerne klar igen kl 7.00, hvor der skulle pakkes sammen, således hallen kunne være klar til første kamp kl 9.00. Der ventede to afgørende kampe for pigernes videre deltagelse i mesterskabet.

I den første kamp var modstanderen HTS, som pigerne kender fra den almindelige turnering både inde og ude. Men desværre virkede det ikke til, at pigerne var kommet ud af soveposen. Så de måtte gå med tunge skridt fra banen med et nederlag på 3-2. Dette betød, at den efterfølgende kamp mod Rødekro, som ville blive svær, skulle vindes, hvis pigerne skulle bringe sig selv i bedst mulig position i et evt semifinalespil.

Men en moralsk opsang fra træner Willy, og lidt tid at sunde sig på, viste sig at give pote. Pigerne leverede hvad de skulle og på lægterne var pulsen høj. Men en flot sejr på 4-3 var pigerne i semifinalen.

I semifinalen mødte pigerne atter HTS. Her leverede de det, de skulle ha´ gjort, da de først på dagen mødte HTS. Så pigerne, trænerne og ikke mindst forældrene kunne ånde lettet op, da pigerne gik fra banen med en sejr på 2-1. PIGERNE VAR DERMED I FINALEN MOD LYSENG!!!!!

I finalen kom pigerne rigtig godt fra start. Der var tænding på, højt koncentrationsniveau og pigerne havde godt fat i modstanderen, hvilket også resulterede i, at pigerne fra Tarp satte kampens første mål ind, som desværre blev underkendt. Desværre blev kampen på mange måder en underlig kamp, hvor vi fik underkendt 2 mål og brugte meget tid i straffeboksen. Så muligheden for en spændende finale udeblev. Med hele hallen i ryggen måtte pigerne desværre se sig slået af Lyseng med 5-0. Dermed sluttede pigerne på en flot 2. plads.

Alt i alt en fantastisk weekend med fodbold på højt niveau og socialt samvær på tværs af køn og hold. Stor ros til DBU Jylland og Skærbæk Fritidscenter for dette arrangement.

 

ET STORT TILLYKKE TIL U13 PIGERNE FRA TARP BOLDKLUB DER NU KAN BRYSTE SIG AF AT VÆRE JYLLANDS 2. BEDSTE PIGEHOLD I U13 A-RÆKKEN INDENDØRS

Luk